Sumpbaonens Rejse - Kapitel 1

En skrøbelig fremtid

​

Rubin var nødt til at skære sin ære af, og de lange elverører lagde sig fladt ned, mens han flettede sit mørke hår. Fingrene fandt dolken i bæltet, og han strammede grebet om hårpisken, men tøvede.

​

Han vaklede hen til bredden af den lille skovsø, han havde slået lejr ved. Kniven slap han, så den dumpede ned i det brune, visnede løv, under de tætte trækroner, der ikke lod meget lys slippe igennem. Han gik i knæ og skovlede et par kolde håndfulde vand i ansigtet, mens en skovskade kaldte på sin mage med sørgmodige skrig.

 

Så sank han sammen og lænede sig tilbage op ad en grædepil. Med begge hænder klamrede han sig til håret. Han måtte fjerne dette synlige symbol på sin ære, ellers ville hans frihed igen blive frarøvet ham. Hvor ydmygende, og ironisk at være nødt til at udgive sig for at være slave, for at kunne rejse frit.

Brændemærket på overarmen var ikke nødvendigt. Hans langærmede bluser ville fuldende illusionen. Kødæderne ville tro, at han under tøjet prøvede at skjule skammen over at være reduceret til nogens egendom. De koldeste dage havde han set elvere i markerne pakket ind i lag af tøj, der dækkede både skuldre og hals, så den manglende slavering om halsen kunne skjules med et tørklæde, når han nåede hovedstaden. Hvis han skulle rejse uset, ville han først nå frem sidst på foråret, hvor det stadig ville være køligt i disse egne. Men håret måtte af, før han kunne færdes blandt menneskene i Karbon uden at blive gennemskuet og trælbundet. Det var det vigtigste slavemærke og så nedværdigende, at Rubin ikke kunne holde tanken ud.

Det var næsten mere grænseoverskridende end at skære en hånd af. Han havde aldrig forestillet sig, at hans fyldige, mørkebrune lokker, der gik ham til brystet, kunne være kilde til frustration. Men det var gået op for ham, at han hverken kunne skjule dem under hat eller tørklæde, uanset hvor stramt han flettede håret. Ørerne kunne heller ikke gemmes. Han havde prøvet uden held. Han kunne lægge dem ned bevidst, men var nødt til at koncentrere sig for at holde dem på plads. Ved den mindste distraktion, ville han afsløre sig selv. Og hvis folk blev arrige over hans hårpragt her i Montanistan, ville de blive rasende i Karbon, hvor det, så vidt han havde hørt, slet ikke var tilladt elvere at gå med hovedbeklædning.

 

Håret var yderst privat, nærmest helligt. Rubin kendte ingen elvere, der ikke havde kunnet vaske, frisere og sætte deres egen ære, når de smed bleen. Han huskede tydeligt første gang, han selv fornemmede, hvor forkert det var at lade far, mor, storebror eller nogen andre røre håret. Det havde været omtrent samtidig med, at han lærte at kontrollere sproget og styre rimene.

 

Rubin havde selv i sine faste forhold tøvet med at give sin partner lov til noget så intimt som at røre håret. Og nu måtte han skære det af.

 

Han spejdede hen over trækronerne i lysningen på tinden af det sidste bjerg, han skulle over for at komme fra Montanistan til Karbon. Han havde forventet flere muligheder for at komme diskret dertil, men ingen havde villet sejle ham direkte til det berygtede land. Sømændene frarådede ham overhovedet at komme i nærheden af så sydlige egne af Manus Orop, hvor slavehold var udbredt.

 

Rubin havde skyndt sig videre, når de nysgerrige matroser spurgte, hvorfor rejsen til dette elverfjendtlige land var så vigtig. Da han ønskede at efterlade sig så få spor som muligt, kunne han dårligt fortælle dem om Damian. Hvis det lyste ud af ham, at han var på flugt, risikerede han at tiltrække sig mere opmærksomhed og blive husket. Rubin kunne bare håbe, at Damian aldrig fandt de spørgelystne sømænd.

 

Til sidst havde han valgt den dristige smuglerrute til en lille fiskerby i Karbons nordlige naboland, Montanistan. Siden havde han vandret mod Karbon langs østkysten med de ulovlige optegnelser i tasken. Når papirerne var afleveret, ville alle beviser på hans kontakt med de smuglere, der sendte ham hertil, blive tilintetgjort, og de ville lægge et vildspor ud. Forhåbentlig kunne dette gøre det endnu sværere for Damian at finde ham. Karbon er det sidste sted, nogen elver ville lede.

 

Han hamrede frustreret baghovedet ind i træstammen og samlede kniven op. Den æreløse forklædning ville i virkeligheden give ham friheden tilbage. Midlertidigt mistet ære er bedre end resten af livet i slavearbejde her i Karbon – eller de sidste års grufuldheder.

 

Luften satte sig fast i halsen. I stedet for at gribe om fletningen flåede han støvlen af og skar forlovelsesbåndet af anklen og kylede det fra sig. Først nu så nær Karbon, følte han sig rimelig sikker på, at Damian ikke uden videre kunne opsnuse ham. Hvis han fangede ham og opdagede, at han havde hævet forlovelsen, var Rubin ikke sikker på, han ville overleve afstraffelsen. Han hev tøndersvamp og tør birkebark frem fra tasken. Fra en gammel, død eg kradsede han nogle trøskede træfibre, lagde smuldret på sin flintesten og fandt ildstålet frem.

 

Han huggede det mod flinten med fire års indestængte frustrationer, indtil tønderet fangede gnisterne, og snart fortærede ilden det forhadte forlovelsesbånd.

 

Der sad han og så frem for sig uden at se flammerne eller røgen, da det lille bål gik ud. Det ville tage håret over halvtreds år at gro til acceptabel længde igen, men det ville under alle omstændigheder være nødvendigt at holde sig skjult, indtil Damian var død, og det kunne tage flere hundrede år.

​

Efter smuglergodset er afleveret, skal ingen se de tarvelige tjavser. Jeg finder et sted at gemme mig. En skov så dyb, at ingen mennesker kommer der. Lige nu var den største trussel ikke andre elveres nedladende blikke, men den meget reelle risiko for, at han i forsøget på at undslippe Damians lænker havnede i kløerne på en slavehandler.

 

Rubin løftede kniven, men betænkte sig og pillede pandelokkerne fri af fletningen. Der ville stadig være lidt tilbage, bare lidt foran ansigtet. Så foldede fingrene sig atter om skaftet, den anden hånd greb fletningen i nakken. Hurtigt, inden modet svigter.

 

Bladet skar sig alt for let gennem håret, mens fuglestemmerne tungsindigt sang deres fremmede triller. Den velkendte vægt af håret forsvandt, og en brise blæste koldt mod hans nu blottede nakke.

 

Han græd sig i søvn under pilens hængende grene i den mennesketomme skov, men end ikke i søvne slap fingrene grebet om den afskårne fletning.

                                                                                                                                                                                                                                             *****

 

Normalt var Gavin ikke stolt over, hvor lidt hans adelstand skinnede igennem lagene af mudder på hans tøj, men i dag var det med fuldt overlæg. Han smilede selvtilfreds, idet han på sin bredrumpede bondehest red ind i Grinde Åby ad det støvede kærrespor sammen med sin noget ældre væbner, Edgar. Gavins adelskappe var gemt i den ene sadeltaske, og det var nogle dage siden, han havde barberet sig.

​

Han smagte den salte havluft. Mågernes skrig syntes ham forfriskende anderledes end kærhøgenes hjemme i mosen. Hønsene kaglede om hestenes hove, da de gjorde holdt ved en lille bindingsværkskro. Gavin hoppede ned og rakte sit vandskind op til Edgar, der havde tømt sit eget to landsbyer forinden.

 

Edgar slukkede tørsten og gned sig i ansigtet, mens han betragtede den unge mand. "Skal vi ikke bare proviantere og ride videre?"

 

Gavin hørte antydningen af bekymring i stemmen, men sagde: "Jeg er øm i røven af alt det rideri. Vi skal nok nå frem i tide." Han fulgte kropigen med øjnene, mens hun slæbte vand ind, "Kroen ser rar ud. Jeg trænger også til at sove i en rigtig seng."

 

"Det med ondt i røven og nætter i det fri er du nødt til at vænne dig til. Rent økonomisk vil det også være bedst, hvis vi …"

 

"Jeg har bestemt, at vi overnatter her," sagde Gavin med et nik.

 

"Som De vil, min herre," sagde Edgar og himlede med øjnene.

 

"Jeg skal nok holde mig i skindet."

 

Edgar løftede et busket øjenbryn, hans smil var kun en anstrengt streg. "Den har jeg hørt før." Han gennede hesten fremad. "Jeg køber brød og en spegepølse, så har vi til nogle dage."

 

Gavin klappede den brune arbejdshest på halsen. "Det er fint. Jeg vander Gringolet og købslår med krofolkene imens."

 

Gavin så efter sin ven. Den dårlige samvittighed knugede i brystet. Selvfølgelig var det smartere at fortsætte, så de nåede frem i god tid før turneringen og med så mange penge tilbage som muligt til de næste måneders opgaver. Men nu var de endelig kommet gennem hans eget sjaskede len ud til nogle mere interessante byer.

 

Han trak hesten om hjørnet, hvorfra kropigen med fletningerne var kommet. Selvom kroen lå i havnebyens udkant, kunne han høre stemmer fra markedet. Mænd og kvinder i boder, der råbte om kap. Vinden bar lyden af klapsalver og duften af røgede sild med sig.

 

Måske skulle jeg være fulgt med Edgar. Der er sikkert skuespil på torvet.

 

De få mennesker på vejen stilede alle mod pladsen ved den lille kaj. Gavin tøvede, men bemærkede så en slank kvinde ved brønden, som stod med ryggen til ham og fyldte et vandskind.

 

Gøglere er der nok af. Der bliver rigelig med underholdning på vejen. Han glattede sin krøllede skjorte.

Kvinden havde en blålig uldkappe på og et tørklæde om håret. Hun betragtede tilsyneladende brøndens hejseværk, og strøg sine tynde fingre over det. Hendes hud var mørk, så hun var ikke fra egnen.

 

Måske en handelsrejsende nordfra.

 

Hun virkede opslugt og reagerede ikke på hans og hestens skridt, men da Gavin rømmede sig, vendte hun sig med et sæt.

 

"Vær hilset," sagde Gavin og redte med fingrene sit halvlange sorte hår på plads bag øret, hvor det lige nøjagtig kunne nå i den ene side, "måtte jeg få noget vand til min hest, inden De …" Gavin gloede på elveren, og hånden standsede midt i luften, da det gik op for ham, at det ikke var en kvinde.

 

Et par mørkebrune pandelokker faldt ned foran elverens smalle ansigt og gik helt ned til brystkassen. To spidser under tørklædet stak pludselig op i stoffet. Elveren fejede lynhurtigt håret om bag de lange ører, som han bevidst måtte have lagt tilbage og holdt nede, indtil Gavin forskrækkede ham. Med et nervøst ryk rettede han på stoffet og lod til at få tvunget ørerne ned igen. Øjnene flakkede fra Gavin til hesten. Han så træt ud, og var spinkel – selv for en elver. Han var næsten et hoved lavere end Gavin og klejn af bygning.

 

Skynsomt lagde han vandskindet fra sig op ad brøndens kun knæhøje stensætning og gjorde plads, så Gringolet kunne drikke af spanden.

 

Gavin kneb øjnene sammen og så sig om efter ejeren. Hvorfor slår han ikke blikket ned?

 

Elveren rakte armen op og strøg fingrene gennem Gringolets lyse man, og Gavin rømmede sig.

 

"Er noget galt?" spurgte elveren.

 

"Du rører ved min hest."

 

Elveren trak hånden til sig, som havde han brændt sig. "Om forladelse." Han rettede straks øjnene mod jorden.

 

Ikke at Gavin havde tænkt sig at bede ejeren straffe elveren, men han pegede alligevel med tomlen over skulderen mod kroen. "Hvor er din herre? Er han derinde?"

 

"Hvor kan han være?

Han bli'r svær at finde.

For jeg har ingen herre,

der søger mig at binde," snerrede elveren. Han tog hånden op for munden, og så skyndsomt ned igen.

 

"Tal ordentlig til mig!"

 

"Om forladelse, jeg er beklagende."

 

"Det hedder: Jeg beklager." Gavin satte hænderne i siden. "Er du handelsrejsende?"

 

"Jeg er rejsende med papir, og ska…"

 

"Er du lige kommet?" afbrød han, og elveren nikkede. "Har du talt med andre?"

 

"Nej, jeg var vandrende i skovene langs kysten, men kilden var tørret in…"

 

"Så er du mere heldig, end du har lov til at være, at jeg er den første, du snakker med." Gavin lod armene falde ned langs siden og rystede på hovedet. Han bemærkede den lille elvers hurtige vejrtrækning. Hans pupiller fyldte næsten hele den brune iris. Grøntsagsgnaskeren måtte altså være klar over, at han var i knibe. Nogen må da også have advaret ham.

​

I det samme hørtes latter fra vejen, og Gavin puffede til Gringolets bagparti, for at han kunne skærme udsynet. Elverens manglende forståelse for etikette kunne hurtigt resultere i en omgang stryg.

 

"Hvor skal dine papirer afleveres?"

 

"I hovedstaden."

 

Gavin forsøgte at gennemskue, hvor ung og naiv elveren var. Måske forstod han virkelig ikke, hvor farligt det ville være at bevæge sig længere ind i landet. Han rystede på hovedet. "Er du besat?"

 

"Det er ikke en besættelse, det er blot et arbejde, mine interessetråde er viklet ind i ganske andre …"

 

"Du bør finde noget andet at gå op i. I Beltinge får du det i hvert fald ikke nemt." Gavin kløede sig i de sorte skægstubbe. "Du har nok valgt det værst tænkelige land at lege postrytter i. Længere nordpå måske …"

 

Elveren havde allerede glemt at se ned.

 

Lad gå denne gang. "Men du er forhåbentlig ikke til hest?"

 

"Nej nej."

 

"Godt. Det ville også grænse til at skære sin gyldne tråd over. Det er slemt nok med tørklædet."

 

Elveren så ned igen, men denne gang virkede det ikke som om, det var af ærbødighed.

 

"Du kan ikke bare rejse rundt. En hver herremand eller selvejer har lov, nej ret til at tage dig til slave. Det er strengt talt heller ikke lovligt at skjule det faktum, at du er fri med tørklædet."

 

Elveren nikkede, mens han studerede sine støvler. "Det var ikke meningen, at nogen skulle se mig her. Lignende et menneske på afstand ville jeg hurtigt hente vand og være borte, inden nogen kom tæt på."

 

"Det lykkedes så ikke. Kender du overhovedet lovene?"

 

Elveren kiggede op. "Jeg ved godt, vi ikke kan færdes frit, men jeg bliver i skovene, kun få steder, vil jeg skulle stå over for jer."

 

Gavin kunne ikke lade være med at smile. Han glemmer åbenbart hurtigt. Med armene over kors sagde han: "Og en anden ting, Langøre, din slags ser os ikke i øjnene på disse kanter. Du skal langt, langt nordpå, før det er acceptabelt. Her er det nok til, at helt almindelige bønder vil binde dig til torvets pæl og piske dig. Og de slipper dig sikkert ikke fri, før herremanden kommer og indkasserer sin nye slave." Gavin så alvorligt på elveren. "Her i Karbon byder de fleste kun din race velkommen som gratis arbejdskraft."

 

Gavin fulgte elverens blik til fligen af sin røde adelskappe, som stak op af den ene sadeltaske.

 

Alle elverens muskler var spændt, som var han klar til at flygte over marken mod skoven.

 

"Bare rolig, jeg tager dig ikke til fange, selvom jeg virkelig godt kunne bruge pengene." Gavins smil blev mere stift, og han forsøgte forgæves at proppe kappen helt ned i sadeltasken, inden han opgav og i stedet stoppede den i skuldertasken. "Men det er ikke den holdning, du skal forvente at blive mødt med her omkring."

​

"Jeg er forstående."

 

"Nej. Hvis du forstod, var du ikke kommet hertil."

 

Elveren så ned.

 

"Du burde ikke være her. De andre adelsmænd har aldrig selv prøvet at blive spyttet på og trådt under fode. De glemmer tit at vise samme venlighed mod folk længere nede i hierarkiet, som de selv forventer at blive mødt med, og som skrifterne foreskriver. Alle har mistet en bedstefar i den sidste krig mod jer, så meget få karbonere ville betænke sig ved at tage dig til fange og sælge dig." Gavin klappede Gringolet, som havde tømt spanden. "Drop de dokumenter, og tag hjem. Hvis du glemmer din plads i Beltinge, kommer du til at skille dig ud, og I er i høj kurs, så du risikerer, at nogen gør krav på dig."

 

"Tak for Deres råd, Sir …" Elveren trak sig allerede baglæns.

 

"Gavin Sapore, og det er i orden, Langøre, men hvis du skal ind i byerne, så hold dig til flod- og havnebyer som den her, hvor handelsskibene lægger til. Det giver skrækkeligt ry og er dårlig forretning at tage potentielt tilbagevendende kunder som slaver. Så du kan være heldig, at folk dér ser gennem fingre, hvis du bryder reglerne."

 

"Tak atter. Jeg er Dem stort taknemmelig, Sir Sapore." Elveren bakkede, bukkede og satte i løb over den lille mark, der lå mellem skoven og den yderste række huse.

 

Gavin rystede på hovedet og trak Gringolet hen mod stalden ved siden af kroen. Han sikrede sig, at kappen var ude af syne i skuldertasken, inden han gik hen til staldknægten for at spørge om priser.

 

                                                                                                                                                                                                                                              *****

​

Da Rubin opdagede, at han havde glemt sit vandskind, ventede han i skoven, til det blev mørkt. Jeg tager ikke flere chancer. 

 

Inden fadæsen med adelsmanden havde han ellers holdt udkig, mærket sig, hvor færrest mennesker hentede vand, ventet til der var fri bane, og alle ville være underholdt af torvegøjlernes optræden; og så lader jeg mig distrahere af brønden, så en rytter overrasker mig. Et hvilket som helst menneske til fods kunne han sagtens løbe fra, men ikke en på hesteryg. Det kunne være endt galt. Deres brøndbyggestil kunne være nok så interessant, men Rubin havde hverken tid eller råd til at lade sin passion løbe af med sig. Jo før han kunne færdiggøre rejsen med smuglergodset, jo mindre risiko for at Damian kunne opspore ham.

 

Muna, den store måne, var tiltagende, snart i første kvarter og lyste svagt, mens lille Tiga var gået ned for flere timer siden som en tynd lysstreg. I månelyset listede han sig tættere på den irriterende, fascinerende brønd med den lave stensætning.

 

Han strammede for en sikkerheds skyld tørklædet om hovedet, mens han spejdede efter sit vandskind. Dér ligger det. Rubin rakte frem efter vandbeholderen, der lå op ad den lave stensætning. Gad vide om alle deres brønde er så lave? Er det en karbonsk ting? Eller er det for at børnene bedre kan nå, hvis de sætter dem til at hente vand?

 

Hans øre drejede under tørklædet. Noget puslede bag kastanjetræet ved krohjørnet. Han kastede sig ned bag brønden og stjal et blik over kanten. Det var den unge adelsmand fra tidligere, som vaklede hen til træet, fumlede med skamkapslen i bukserne og begyndte at tisse.

 

Rubin satte sig forsigtigt på hug og strakte langsomt armen frem efter vandskindet.

 

Med et knas knækkede en tør kvist under ham.

​

Pech!

 

"Hvem der?" snøvlede Sapore, og så hen mod brønden.

 

Rubin frøs på stedet, men Sapores ansigt lyste op.

 

"Dig igen?" Det unge menneske grinede og slingrede hen mod brønden. "Nu skal jeg …" Han bøjede sig ned og snappede vandskindet for næsen af Rubin, men fik overbalance i farten og tiltede faretruende mod brøndens lave kant.

 

Rubin greb fat i hans bluse og hev ham på ret køl. "De var nær falden." Han rakte ud efter skindet. Bare tag det, og kom væk.

 

"Du har reddet mit liv!" Sapore slog armene om Rubin, der straks prøvede at gøre sig fri. "Du er min bedste ven." Han klemte til, og Rubin mistede pusten. Sapore slap ham og trak hurtigt hænderne til sig. "Undskyld," sagde han, som havde han gjort noget forkert.

 

"De undskylder i henseende til hvad?"

 

Sapores flakkende blik fæstnede sig på brønden bag Rubin, og hans flove ansigtsudtryk ændredes til et smil. "Nej, jeg takker. Du skal have en øl." Han greb Rubins håndled og trak ham med mod hjørnet.

 

"Nej, det er ikke en nødvendighed. Bare giv mig mit vandskind." Rubin prøvede forgæves at vriste sig fri af det store menneskes hænder. Tag det og løb! Han kiggede ned. Mennesket havde glemt at snøre sin skamkapsel ordentlig. Han ville ikke kunne følge med, selv hvis han var ædru.

 

Men den unge mand var stærk, og han hev Rubin rundt om hjørnet og med ind.

 

Hans hjerte dunkede mod ribbenene.

 

Den tunge, varme luft og lugten af sved og øl slog mod Rubin. Han lagde ørerne ned ved larmen fra gæsterne, der sang både højt og falsk. Havde det været tidligere på aftenen, og havde gæsterne haft mere åndsnærværelse, havde de sikkert kastet sig over ham, men kun ganske få så op på ham, og ingen lod til at bemærke de to spidser, der stak op i tørklædet.

 

Han holdt straks op med at stritte imod og prøvede at tiltrække sig så lidt opmærksomhed som muligt, mens adelsmanden smed vandskindet på gulvet ved siden af sin skuldertaske og skubbede Rubin ned på en stol ved et bord i kroens ene hjørne.

 

Han så sig om efter et vindue, en bagdør, en hvilken som helst flugtvej i tilfælde af, at stemningen vendte. Den lille kros godt to dusin gæster var alt for mange og alt for tæt på efter Rubins smag.

 

Han skævede op på det beskidte vognhjul, der gjorde det ud for lysekrone. Stanken af dødt får drev fra talglysene. Anordningen hang foran baren, og strålede over beholdningen af øltønder og de dinglende skinker i loftet. Lyset nåede knapt ud i hjørnerne, og Rubin sank ned i stolen og gemte sig i skyggerne. Den eneste anden lyskilde i rummet var det åbne ildsted i den anden ende, hvor flammerne knitrede, og røgen steg mod loftet.

 

Sapore kaldte på en kropige. Hendes fletninger fik det til at gibbe i Rubin af misundelse, og hans hånd strammede sig om skuldertasken med resterne af hans ære.

 

Den gråhårede krovært viftede afværgende mod pigen, der formodentlig var hans datter, og zigzaggede selv mellem bordene med de højlydte gæster.

 

"Baldor, to øl mere."

 

"Hvad er det der?" spurgte kroværten og rynkede de viltre øjenbryn.

​

Rubin skyndte sig at se ned og hen mod døren. Hvis de alle er lige så fulde som Sapore, kan jeg måske nå ud, før de kommer på benene.

​

"Han har reddet mit liv, så jeg skylder ham en øl."

 

"Jeg serverer ikke for den slags."

 

"Han er min bedste ven, og han skal have en øl," gentog Sapore, lidt mere insisterende.

 

"Siden solnedgang har du kaldt alle, der sad her, 'bedste ven'. Få det tørklæde af, Langøre, og skrub ud af min kro!"

 

Rubin hev tørklædet væk fra håret og strammede det om halsen, så ingen bemærkede den manglende jernring.

 

Sapore hævede stemmen. "Han bliver og drikker med mig."

 

"Få den ud, og det er lige nu, inden jeg henter stokken."

 

Rubin rejste sig lettet over flugtmuligheden. "Om forladelse, jeg er gående nu." Men han nåede ikke to skridt, før Sapores hånd igen lukkede sig om hans håndled.

 

Den unge adelsmand rejste sig i sin fulde højde med en let vaklen og fandt balancen uden at slippe Rubin. Han indtog, hvad han tydeligvis selv anså for en respektindgydende positur, dog stadig med halvt åben skamkapsel.

 

"Nu henter du de øl, inden jeg spænder kappen og sværdbæltet på og giver dig en dragt prygl ved byens pæl."

 

Rubin vovede et blik på den lamslåede krovært. Han var tydeligvis chokeret over, at den unge knøs skulle have våbenbrev. Rubin vidste, at lovene var strenge i Karbon, og enhver, der udgav sig for at være adelig, risikerede at ende i galgen. Den unge mands almindelige hørtøj uden pynt signalerede heller ikke just overklasse.

 

Rubin kunne se på Baldors rynkede bryn, at han betvivlede troværdigheden i Sapores trussel.

​​

Jeg behøver ikke hjælpe ham. Det er hans eget problem, hvis han lægger sig ud med adelen. Alligevel vinkede Rubin diskret bag Sapores ryg med sin frie hånd.

 

Kroværten stirrede forarget på ham, da de fik øjenkontakt.

 

Rubin nikkede mod den sorthårede unge mand og lavede et knytnæveslag mod brystet – det internationale håndtegn for ’adel’.

 

Baldors pande krympede sammen. Han åbnede munden, som skulle han til at råbe.

 

Rubin skyndte sig at pege på sig selv, lavede tegnet for ’se’ og for ’kappe’.

 

"Du og din elver skal …"

 

Rubin vippede Sapores skuldertaske åben med foden, så det røde silke stak frem.

 

Farven forsvandt ud af den gamle mands kinder.

 

Rubin slog hurtigt blikket ned igen.

 

"… skal have min uforbeholdne undskyldning. Om forladelse, Deres Nåde."

 

"Alt forladt, det kunne du ikke vide. Bare hent vores øl."

 

Baldor skyndte sig bort, og Sapore sænkede skuldrene med et suk.

 

Det gik pludselig op for Rubin, at drukviserne var forstummet, og at alle krogæsterne så på dem. Han fik gåsehud over hele kroppen.

 

Sapore knejsede med nakken og sendte et blik ud over forsamlingen, og straks var alle optaget af deres egne drikkevarer og kortspil. Han puffede Rubin tilbage i stolen.

 

Baldor var allerede tilbage med to krus øl, to vinglas og en halvfyldt vinflaske. "Her er resten af den anden flaske, De tog hul på. Den lod jo til at smage Dem lige så godt som den første. Det er på husets regning som udtryk for min dybeste beklagelse."

 

"Du er min bedste ven, Baldor," udbrød Sapore begejstret, da de ekstra drikkevarer blev banket hårdt ned i den fedtede bordplade. Kroværten fortrak sig skyndsomt, mens Sapore skubbede den første øl over til Rubin. "Skål … øh, hvad var det du hed?"

 

Rubin, hvis opmærksomhed var rettet mod de mest arrigt udseende krogæster, hørte kun Sapores spørgsmål med et halvt øre. "Rúahbenythod," svarede han, før han nåede at tænke sig om. Han bed sig i kinden. Pech. Risikoen ved at oplyse sit rigtige navn for fulderikken var dog formodentlig minimal. Hans oldebørn er længe døde, før Damian begynder at lede og spørge efter mig her. Han kunne ikke undertrykke et smil ved synet af Sapores forvirrede ansigtsudtryk.

 

"Roabiny…" Den unge fyr kløede overlæben med tænderne i undermunden. "Må jeg kalde dig Robin?"

 

"Ja, det er nær nok på," sagde han.

 

"Og du kan bare kalde mig Gavin. Skål, Robin, for … hvorfor var det nu, vi skulle skåle?"

 

Rubin så fra Gavin til døren. "Det er bedst, hvis jeg går."

 

"Jeg er sikker på, der var en grund."

 

"De var faldende …"

 

"Ved Él! Det er sandt, skål for ikke at falde." Gavin løftede ølkruset og tømte halvdelen i ét drag. Rubin rørte sig ikke. Blikket var rettet mod vandskindet på gulvet ved Gavins fødder.

 

"Ikke at falde i krig og i unåde," Gavin tog endnu en lang tår, "og i grams!" Han lo højt og kiggede efter kropigen. Lidt ølskum sad i hans skægstubbe. "Baldor brygger godt øl, drik bare."

 

"Det er bedst, jeg går," gentog Rubin. Han borede neglene ind i håndfladerne.

 

Gavin lod dog ikke til at bemærke hans nervøsitet. Han skænkede resten af vinen. "Vi har fået det gratis, drik nu. Du kan ikke bare levne og gå, det er uhøfligt."

 

Rubin rakte ud efter vinglasset og bundede den krydrede drik. Gavin klukkede og tømte sit vinglas, mens ølskummet fra før gled ned om hagen.

 

"Jeg er takkende for Deres venlighed. Jeg må afsted." Rubin rejste sig og rakte ud efter vandskindet, allerede på vej mod døren.

 

"Hov hov." Gavin tog skindet og lagde det i skødet uden for rækkevidde. "Der er stadig én øl tilbage, og natten er endnu ung, Munas dans over himlen varer nogle timer endnu."

 

Rubin satte sig tungt ned og så mod døren. Han kunne mærke, at folk iagttog ham. "De må gerne drikke den, jeg er ikke tørstende." Han skubbede kruset tilbage til Gavin.

 

"Selvfølgelig." Gavin klaskede hårdt sin hånd mod panden. "Du skal ha' træsaft. Er det ikke det, I drikker? Baldor!"

 

"Nej nej, Deres Nåde, mange takker, men jeg har brug for friskhed i morgen. Så jeg …"

 

"Det hedder: Mange tak," rettede Gavin, inden han lyste op i et stort smil, da kropigen kom tilbage. "Har I ahornsirup?"

 

Pigen så gennemborende på Rubin, der kom i tanker om sin plads og fik øjnene slået ned. Hun tog det tomme krus.

 

"Jeg skal se, hvad vi har i køkkenet."

 

"Og en øl mere!" råbte Gavin efter hende og rakte ud efter det sidste krus.

 

Rubin bemærkede, at Gavin fulgte hendes gyngende bagparti med øjnene, indtil hun forsvandt gennem døren bag baren.

 

Det unge menneske så tilbage mod Rubin. "Du er min bedste ven."

 

Han smilede og slog ikke blikket ned. "De er alt for venlig."

 

"Det sagde Edgar også, før han gik. Jeg tror, han er sur."

 

"Hvem er Ætgar?"

 

"Edgar er min bedste ven. Og min væbner," tilføjede Gavin. "Han har været lidt som en storebror for mig, da jeg voksede op, for jeg har kun søstre. Han er faktisk også min svoger." Gavin tog et langt drag af sit krus. "Han gik ud i laden for at sove for noget tid siden." Han så på Rubin og begyndte at fnise. "Du ligner en pige."

 

"Og De ligner ikke en adelsmand," sagde Rubin og vovede et forsigtigt smil.

 

Gavin lænede sig ind over bordet og hviskede højt: "Det er fordi, vi ikke har nogen penge."

 

"Men De har et stort hjerte," sagde Rubin, med kun halvdelen af sin opmærksomhed på samtalen, mens han holdt øje med døren. Måske kan jeg finde et nyligt selvdødt dyr og lave et vandskind. Selv at skulle dræbe et dyr bare for at lave en vandbeholder, havde han ikke tænkt sig. Eller jeg kan tage vinflasken der med mig.

 

"Gode hjerter tæller ikke rigtig i de højere kredse," brummede Gavin og lænede sig tilbage. Han tog endnu et langt drag øl. "Nogle gange tæller det ned." Han blev stille.

 

I det samme kom kropigen og satte endnu et krus foran Gavin og et vinglas halvt fyldt med tyk, ravagtig sirup.

 

"Det er på husets," sagde hun, da Gavin begyndte at rode i sin pung.

 

Han glanede efter kropigen, mens han skubbede træsaften hen til Rubin, som stirrede vantro på glasset.

 

"Skål." Gavin lagde an til at tømme sit krus. "Drik med mig, Robin."

 

Rubin så opgivende på den tykke, gyldne væske og tøvede. "Jeg ved ikke, hvor meget De har fået her til aften, men hvis jeg er drikkende alt det der på én gang, mister jeg bevidstheden." Rubin skævede til vandskindet i Gavins skød. "Måske over tid, og hvis det var fortyndet …"

 

Gavin viftede energisk med skindet. "Jeg har vand lige her." Rubin rakte ud efter det, men Gavin trak det til sig igen og mumlede: "Nå nej, det er ikke kogt og er nok plumret."

 

"Vi kan drikke vand selv fra møgfyldte floder uden at blive syge, Deres Nåde." Endelig fik Rubin skindet tilbage. Han hældte størstedelen af siruppen over i det tomme vinglas, hældte lidt vand i sirupsglassets tilbageblevne sjat, og rørte rundt med fingeren, mens den anden hånd diskret lagde skindet ned i skødet. Han rykkede frem på stolen. Bare én slurk og så væk herfra.

 

"Skål!" udbrød Gavin igen.

 

"Avidri!" sagde Rubin, suttede siruppen af fingeren og nippede forsigtigt til blandingen. Varmen strømmede øjeblikkeligt gennem blodet, og det kildede i hans fingerspidser. Han gled helt ud på stolekanten klar til at rejse sig, men så drejede hans ører sig efter lyden af sang fra gaden, inden døren blev slået op af en stor kleppert af en sømand med nok hår på armene til, at man kunne lave en paryk. Han lignede en, der kun ledte efter en undskyldning for at dele øretæver ud, og han skubbede folk væk, mens han bevægede sig mod et ledigt bord. Den ene kropige fik et ordentligt klap bagi på vej forbi ham.

 

Rubin lænede sig tilbage ind i skyggen. Træk tiden, sig noget sjovt.

​

Gavin var faldet i staver.

 

Rubin overvejede de forargelige ting, han vidste om Karbons kultur og rømmede sig. "En elver, en ork og et menneske sidder på en kro i havnen ved Pax snakkende om deres hjemstavn;

​

’Kroerne hjemme på Oxámorøerne,’ praler orken, ’gi'r mig hver fjerde brændevin grátis.’

 

’På kroerne i Gwendylanis,’ siger elveren, ’for hver to træsaft jeg er bestillende, får jeg en tredje gratis.’

 

’Det er da ingenting,’ siger mennesket, ’på kroerne i Kandahim, går du op til baren, og de giver dig den første øl gratis, og den anden øl gratis, og den tredje øl gratis, og så bliver du taget med ovenpå, hvor du får sex helt gratis.’

 

’Er det sándt?’ spørger orken. ’Er det sket for dig?’

 

’Altså, nej,’ siger mennesket, ’men det sker hele tiden for min søster.’"

 

Gavin grinede og greb fast om bordpladen. "Den havde jeg ikke hørt før."

 

"Jeg fandt på den netop nu," sagde Rubin med et smil og slikkede lidt sirup af læben.

 

"Jeg har aldrig snakket med en langøre før, men du er god nok."

 

"Til hvad?"

 

"Nej altså, du er en flink fyr."

 

"Åh, tak." Rubin skævede mod døren, men der var stadig ikke fri bane.

 

Gavin tog endnu en skvulpende slurk, og han ræbede højt.

 

Rubin strammede sig an, for ikke at himle med øjnene. "Hvor er Deres søstre så?"

 

"De passer gården derhjemme, de fem, der stadig bor der."

 

Rubin rynkede brynene. "Det forstår jeg ikke. Er det normalt her, at adelige selv er udførende det fysiske ..."

 

"Nej nej. Min familie er ikke helt normal," grinede Gavin. "Vi har ikke nok folk." Gavin gik i stå, da den buttede kropige med det fine hår gik forbi og tørrede bordene med en våd klud. "Som i; overhovedet ikke nok. Hvis der bliver krig, kan vi ikke stille med det antal, baroniet er forpligtet til." Han drejede hovedet efter pigen.

​

Imens kastede Rubin et blik på det snaskede stengulv og benyttede lejligheden til uset at hælde lidt af sukkervandet ud. "De synes, hun er en yndig kvinde." Han betragtede  kropigen en ekstra gang. Hun havde et kønt ansigt, men Rubin fik på fornemmelsen, at det snarere var hendes kurver, der fangede Gavins blik. Hun gik hen til bordet, hvor den behårede sømand havde slået sig ned ved siden af et par skæggede kammerater, der skrålede med på hans sang om letpåklædte harpyer.

​

Gavin nikkede og fulgte hende med øjnene, mens Rubin så sit snit til diskret at hælde endnu en sjat af sukkeropløsningen på gulvet.

​

"Skål for yndige kvinder," udbrød Gavin. Han drak mindre slurke nu. "Og for syndige kvinder!" tilføjede han højt nok til at et par kortspillende fulderikker skålede med.

​

Rubin sukkede og var nødt til at bunde resten af den betragtelige mængde opløst sirup. "Jeg må af sted."

​

"Bliver du ikke og drikker til Tiga står op, eller i hvert fald til Muna går ned?"

​

"Vi bør plante træer, ikke drikke af dem," sagde Rubin og rejste sig så hurtigt, at han måtte holde fast i stoleryggen. Han havde holdt øje med døren siden den lodne sømands entré, og der burde være fri bane. "Jeg takker mange ganger."

​

"En ganger er en hest," lo Gavin og lagde hovedet tilbage for at tømme sit krus. Han tiltede og væltede bagover ned på det hårde gulv. Latteren bredte sig, og folk gloede.

​

Rubin følte sig pludselig udsat, da øjnene rettedes mod ham. Uanset om han løb eller gik nu, ville det se mærkeligt ud. Nogen ville følge efter ham og stille ham til regnskab for den dejsede mand.

​

Baldor kom og knælede ved den halvt bevidstløse knægt, der havde banket baghovedet ned i stenene. "De skal op i seng, Deres Nåde."

​

"Jeg skal bare lige ligge lidt," snøvlede Gavin.

​

"De kan ikke ligge her." Han så op på Rubin, som stadig stod naglet til stedet.

​

Han rettede øjeblikkeligt øjnene mod gulvet. "Han faldt bare om, jeg gjorde ingentingen."

​

Baldor ruskede i Gavin. "De har fået for meget. De må gå op og sove."

​

Pludselig hørtes et højt klask fra den modsatte ende af lokalet, da den anden kropige gav en nærgående gæst en lussing. Manden rejste sig og greb ud efter hende, mens vennerne grinede.

​

"Anton!" råbte Baldor, så det gav et sæt i Rubin. "Hvor tit skal jeg sige det?"

​

Kropigen med fletningerne forsøgte at komme sin søster til undsætning, men fik selv en fulderiks arm om livet, som hun prøvede at vride sig ud af.

​

"Anton! Bertil! Så er det nok! Opfør jer ordentligt, eller I ryger ud igen!" Baldor rejste sig. "Få ham lige op i seng. Det er kammeret for enden ad gangen," sagde han uden at værdige Rubin et blik og trampede hen mod slagsbrødrene.

​

Rubin så mod døren. Jeg kan umuligt komme ud, uden at blive bemærket. Så bøjede han sig resolut ned, greb Gavins taske, baksede hans arm op omkring sin skulder, fik med en kraftanstrengelse hevet det tunge menneske på benene og gelejdede ham hen mod trappen.

​

"Jeg skal bare lige sove lidt," mumlede Gavin, der tilsyneladende havde svært ved at finde fodfæste. Det lod til, at han prøvede at skubbe sig selv væk fra Rubin for selv at gå, men Rubin holdt fast.

​

"Folk stirrer." Gavins ånde lugtede af øl, og hans stemme rystede.

​

"Jeg er velvidende." De få, der ikke var optagede af det slagsmål, som var under opsejling, var nu tydeligt forargede. Han prøvede at hive Gavins krop længere ind til sig, så de begge kunne komme op ad den trange trappe og væk så hurtigt som muligt. Det hjalp, da Gavin fik fat i gelænderet, så Rubin ikke skulle slæbe ham, men kun sørge for, at han ikke mistede balancen og trimlede ned af trappen.

​

​

 

Det var et lille kammer med en smal enmandsseng, et ormædt bord med et vaskefad, en lerkop og en kande med klart kildevand. Rubin slap Gavin, der væltede om på den hårde seng.

​

"Bare sove lidt." Gavin fumlede med sit tøj. "Jeg har det ikke så godt."

​

Rubin var allerede ved døren, da Gavin pludselig tumlede hen til vinduet. Der lød et langt, vådt smat nede fra gårdspladsen. Rubin tøvede, men fik medlidenhed med det sølle menneske. Da Gavin var færdig med at kaste op, rakte Rubin ham koppen med vand og en rod fra tasken, så han kunne børste tænder.

​

"Du er min bedste ven," sagde Gavin og spildte det meste af vandet ned over sig.

                                                                                                                           

                                                         

                                                                           *****

​

Gavin kneb øjnene sammen mod morgenens nådesløse solstråler. Hans tøj lå spredt ud over kammerets gulv. Det så fugtigt ud. I seng er jeg da kommet. Han mærkede i det samme nogen, der vendte sig på halmmadrassen bag ham. Et selvtilfreds smil bredte sig trods tømmermændene. Godt gået! Bare det er hende med fletningerne.

​

​Han vendte sig forsigtigt, og hans hjerte skippede et slag. Han sprang ud af sengen ved synet af elveren fra brønden, opdagede at han selv var nøgen, rev tæppet til sig og så til sin gru: "Du har ikke noget tøj på!"

​

Den overraskende korthårede elver satte sig op med et sæt og så sig om med opspilede øjne. "Hvor er det brændede?"

​

"Hvad laver du i min seng?"

​

Elveren gned søvn ud af øjnene, så forvirret op på ham og pegede mod sengen. "Jeg er sovende."

​

"Sover. Og hvorfor sover du i min seng?" hvæsede Gavin gennem tænderne. Hvorfor slår den elver ikke blikket ned, har han ikke hørt efter?

​

"Har De glemt, at De har mig inviteret?" Med rynkede bryn og et smil, som Gavin ikke kunne artsbestemme, begyndte elveren at række bagud efter sit tøj, der nydeligt hang over stoleryggen og langs sengekanten. Langøren holdt øjenkontakten, som om intet var galt. "De var påvirket."

​

"Så fuld har jeg aldrig været," sagde Gavin. Forbandede alkohol! Han tog sig til sit ømme hoved. Han forstod ikke, hvorfor elveren tog sig så god tid med sine bukser. Gavin mærkede kinderne blusse. Lad være med at se på ham! En tanke slog ned i ham. "Var der nogen, der så dig gå med mig op?" spurgte han, tør i munden.

​

"Husker De virkelig ikke?" Elveren trak en bluse over hovedet, der klaskede fugtigt til hans torso. Han trak det agern, som hang i en snor om halsen, fra nakken om til brystkassen. "Kromanden bad mig få Dem op i seng, De kunne ikke sove midt på gulvet."

​

Gavin skævede ud ad vinduet ned mod baggården. Der var ingen vrede mænd med reb eller høtyve, som råbte på profeten Karifánars retfærdighed og krævede straf. Måske venter de foran indgangen?

​

Elveren fik sit tørklæde over det uglede korte hår, greb sin taske, kappe og gik hen mod døren.

​

"Hov, stop, Langøre. Du må hoppe ud af vinduet, når der er fri bane, ingen må se dig forlade det her kammer!"

​

Elveren trak på skuldrene, åbnede vinduet og kiggede ud på den tomme gårdsplads, hvor de eneste vidner til Gavins lettelse var et par høns. De pikkede i en pøl af opkast under vinduet.

​

Elveren svang sig graciøst ud.

​

"Hvad skete der i nat?" spurgte Gavin og kørte knoerne rundt i panden. Han huskede svagt, at Edgar havde forladt krostuen, og intet derefter. Hvordan han var havnet i sengen med elveren og endda uden tøj på, fattede han ikke.

​

"Intet De ikke havde lyster til." Elveren smilede og slap karmen.

​

"Havde lyst til," rettede Gavin den tomme luft, mens elveren pilede over gården, gennem kålhaven og forsvandt over marken med retning mod skoven. Hvad skulle det betyde?

​

Gavin fik hurtigt sit tøj på. Hvorfor er det vådt? Han lugtede til det. Det lugtede ikke af øl - måske lidt af bræk. Han undersøgte alle tasker. Intet manglede.

​

Hvor er Edgar? Det dunkede i hans hoved, som skulle det sprænges. Tørstig. Han samlede en kop og en kande op fra gulvet og drak den smule vand, der var tilbage. Han tjekkede vinduet én gang til. Hvad hvis nogen har bemærket, han gik med op? Måske er det klogest at tage kappen på.

​

Gavin var ikke sikker på, om adelsmærker ville gøre nogen forskel her for en ophidset og forarget folkemængde, hvis der gik rygter om, at han havde tilbragt natten med en mand, og endda en elver. Han iklædte sig det røde silke, samlede sine ting sammen, skød brystet frem og løftede hagen, inden han gik ud på trappegangen.

                                            

 

                              

Baldor gik og tørrede borde af. "Godmorgen, Deres Nåde," sagde han, klaskede kluden ned i bordet og gnubbede den fedtede træflade. "Skal De have morgenmad?"

​

Det lod ikke til, at Baldor var overrasket over at se ham i adelskappen, men han virkede knotten, og Gavin frygtede det værste. Hans mave og hals føltes, som om han ikke havde fået hverken vådt eller tørt i en uge. Men elveren havde sagt, at Baldor, så dem gå op sammen. Måske trækker han bare tiden, mens nogen pisker en stemning op i byen. Gavin rystede på hovedet. "Nej tak, Edgar og jeg må videre."

​

"God rejse, Deres Nåde."

​

Gavin takkede uopmærksomt, mens han stjal et blik ud ad vinduerne, inden han åbnede døren på klem og tittede ud. Der var ingen vred hob foran kroen.

 

"De tøver. Min datter kan hurtigt kaste en pølse og et par æg over ilden."

​

Gavin var nødt til at vide, hvor alvorlige problemer han var havnet i. Han kunne potentielt trække Edgar med i sølet, hvis fiskerne var i humør til at uddele øretæver. "Hvordan kom jeg i seng i går?" spurgte Gavin.

​

"Jeg bad Deres elviske bedste ven hjælpe dem op."

​

Gavins trøje var allerede gennemblødt af sved. "Jeg kender ham knap nok, han er ikke min ven, og han ved intet om kulturen her. Jeg håber ikke, han opførte sig ... upassende."

​

"Bare at komme herind var upassende, men De havde garanteret Deres grunde til at tage den med. Asger og Ferdinant mukkede noget om bøssebank, da den hjalp dem ovenpå, men de to havde også fået rigeligt indenbords. Jeg ved ikke, hvordan den skulle have fået Dem derop uden at læggen en arm om livet på Dem. Gutterne har sikkert allerede glemt gramseriet. De ligger nok og plejer deres hovedpine."

​

"Så er jeg mere rolig," sagde Gavin, nu rædselsslagen, mens han knugede dørhåndtaget for, at Baldor ikke skulle opdage hans rystende hænder.

 

"Må heldet være med Dem i turneringen."

​

"Tak," sagde Gavin og lukkede døren bag sig. Han spænede over i stalden.

Edgar stod med begge heste sadlet klar til afgang. "Hvorfor kappen?" spurgte han, og trak hatten ned over sit krøllede hår.

​

Gavin pakkede skyndsomt sine ting i sadeltaskerne. "Lige meget." Han hev Gringolet ud af stalden, og svang sig op, mens han så sig omkring. Stadig ingen. Måske har de to fulderikker virkelig glemt, hvad end de så.

​

"Hvad er der i vejen? Er du sløj?"

​

"Jeg har det fint," stønnede Gavin. "Men du havde ret, vi skulle ikke have spildt tiden her, vi skal videre."

​

"Er det slut med druk fra nu af?"

​

"Det er ganske givet," sagde Gavin og klemte hælene i siden på Gringolet.

​

Der var et mylder på markedspladsen og en kakofoni af råb fra købmænd og fiskehandlere, der prøvede at overdøve og underbyde hinanden. Sveden løb ned ad Gavins nakke. Han kastede nervøse blikke over skulderen mod de stinkende fiskenet, som unge drenge stod langs vejen og filtrede ud.

​

"Er du sikker på, at du har det godt?" Edgars stemme rev Gavin ud af de kaotiske tanker. "Skal du have et par timer mere, inden vi fortsætter?"

​

"Nej, vi skal videre," sagde Gavin hæst og alt for hurtigt, mens han gennede Gringolet igennem menneskemængden. Han mærkede Edgars blik og så ned, idet de slog ind på den store handelsvej ud af byen.

​

"Du er helt bleg. Skal du kaste op?" Edgar grinede, men Gavin kunne fornemme en snert af bekymring.

​

"Det har jeg vist allerede gjort," mumlede Gavin, idet de red forbi smedjen i udkanten af byen, hvor en hestehandler og hans to unge følgesvende stod og forhandlede priser på skoning. Det gav et sæt i Gavin, da den lille gruppe mænd brød ud i latter. Han sparkede Gringolet i trav. "Det skal bare rides væk," forsikrede Gavin gennem kvælende kvalme.

​

"Javel," kom det fra en tydeligvis ikke overbevist Edgar, der også satte tempoet op.

​

​

​